På besøg i Kyerwa hos Else Højvang

Hvad laver en missionær og hvordan lever en missionær?  Med mange spørgsmål i rygsækken skulle jeg til Kyerwa og besøge Else Højvang, der nu i snart 25 år har fulgt sit kald til at arbejde og leve i Tanzania

Kyerwa ligger tæt på grænsen til Rwanda og i området har der været flygningelejre under borgerkrigen. Her har Else Højvang boet siden 2003 og hendes opgave er at være projektleder og tovholder for at få et udviklingsarbejde i gang  indenfor ernæring og landbrug. Med hendes gode humør og stædighed ser det ud til at hendes indsats bærer frugt. Hun har et nært samarbejde med præsterne, evangelisterne, kvindegrupperne – ja, stort set alle grupper og i hendes hjem er en konstant færdsel af mange mennesker.

Jeg fulgte med på sidelinien med mit fotoapperat og så, hvorledes et lejlighedskompleks med 5 lejligheder tager form. Byggeriet er organiseret af provstiets kvindegrupper og udført af mænd.

 Videre gik det til kirkebyggeriet neden for Elses hus. Fundamentet er bygget og den 14. oktober skal der være fundraising. Man prøver at få så mange som muligt både af sognets beboere samt prominente folk til at skyde penge i kirkeudvidelsen. Det er benhårdt arbejde at få folk til at hive pengene op af bukselommerne, men også her er Else i vigør og prøver at få folk engageret. Det bliver godt med en større kirke nu, hvor pladsen er blevet for trang i den nuværende.

Her er også en lille butik, hvor man kan købe frø og såsæd til marken og flere ting til at lette arbejdet i marken med. Butikken indgår i Mayaja projektet.

Jeg fik et par gode snakke med nogle af præsterne og hørte om deres arbejde og lønningsforhold. Lønnen kommer af det som gives af menigheden hver søndag. Det svinger meget, men især påske og jul er gode tider for præsterne, og resten af året er det sløjt med indtjeningen. Som jeg kan forstå det så tjener en præst langt under en lærerløn på Kara Seco. Derfor bor præsterne som regel også alene. Deres koner lever i landsbyer, hvor de dyrker jord og har husdyrhold. Sådan får en præstefamilie økonomien til at løbe rundt!

Præsterne har et tæt samarbejde med evangelisterne. Et pastorat kan bestå af optil 6 kirker og derfor er det også evangelisternes opgave at holde gudstjenester, så at kirkegangen ikke dør hen. Præsterne gør meget ud af at besøge folk i deres hjem og mægle i konflikter. Begravelser foregår også ude i hjemmene. Så derfor har man ude på landet ikke udgifter til kirkegårde.

Sidst på opholdet shoppede jeg hæmningsløst i butikken til fordel for Mayaja projektet  - her var kurve, tasker, julestjerner og meget mere flettet af kvinder der hver især har en fortælling om et hårdt og slidsomt liv. Indtjeningen fra kurvene er med til at financere en uddannelse eller hospitalsophold for et familiemedlem.

 

Studenterpræsten får eget kontor

Idag var der travlhed overfor mit hus nr. 28. De studerende havde fået til opgave at hjælpe til med at rydde ud i den lille sparekasses rum; der skulle flyttes madrasser og gøres rent for at studenterpræst Mapinduzi nu kan få sit eget kontor. Her kan de studerende og ansatte på skolen opsøge ham og få rådgivning og ”spiritual health”. Vi holder indvielse en af dagene og jeg giver ved min afrejse en elkogekeddel samt kaffe og krus til præstens rådgivningscenter.

På billedet kan man se rev. Mapinduzi foran sin Honda motorcykel. De blå døre er indgangen til skolens butik og de sidste døre i det lange hus er skolens frisør. Præstens kontor ligger centralt placeret i det område hvor både de studerende og de ansatte opholder sig i fritiden.

Graduation på Kara Seco

Der var stor fest på Kara Seco den 21-9. Form 4 (som nogenlunde svarer til 9. kl) skulle fejres med afslutnings ceremoni , hvor familie, prominente gæster samt lærere var med. I ugen op til festen havde alle travlt med at gøre hele campus området fint: feje, male, plante,  rive, hakke og rydde op. Eleverne var ind imellem ved at køre trætte. Festen skulle være fredag kl. 10 og først torsdag aften sent blev teltet sat op – i mørke.

Fredag morgen var pladsen foran administrationsbygningen pyntet og der lød livlig reggae og afrikansk disco musik allerede fra den tidlige morgenstund af. Karagwes nuværende biskop Bagonza, den tidligere og den endda endnu tidligere biskop mødte op og blev indkvarteret på hæderspladserne. Kl. 10 begyndte et festligt program for alle elever, men specielt for form 4. Der blev danset, sunget, talt, rappet, lavet karate og danset traditionel trommedans hvor især mange af mødrene strømmede til og var med i dansen. Som et højdepunkt på dagen var indvielsen af skolens nye hjemmeside som to elever, Elias og Rogers  har været engageret i.

I denne uge og frem til den 24 oktober er der skriftlige eksaminer. Grunden til at man holder festen lige inden eksamen, er at der har været en uheldig udvikling på mange secondary schools, hvor graduationfesterne har udviklet sig til optøjer og skolerne er blevet hærget når eksamen først var i hus.  Men nu holdes de i lidt strammere tøjler og det blev en rigtig sjov og utrolig varm dag, hvor vi sluttede af med en vældig fornem og stor bespisning af godt 800 mennesker.

Skoleåret er igang

Det er godt tidspunkt jeg er ankommet til Kara Seco på. Mandag den 10. september ankom de 600 elever efter en lang sommerferie. Fra at have været et meget roligt sted genlyder campus nu af en konstant summen og genlyd af mange stemmer. Kara Seco fungerer som en kostskole. Når man er færdig med ”form 6” er man klar til universitetet, hvis det er det man vil. Skolen ejes af den lutherske kirke og den nuværende skole er bygget i 1990. Men selvom kirken tilhører den lutherske kirke så udgør majoriteten af elever, unge der tilhører den romersk-katolske kirke, den næststørste gruppe er lutheranere og en lidt mindre gruppe udgør af godt 80 muslimer. Men til forskel for Danmark, hvor man er meget religionsforskrækket, så møder man hinanden med åbenhed. Mange her taler stadig om arven fra Nyerere som skabte et fredeligt Tanzania, hvor fællesskab er vigtigere end forskelle. De muslimske elever får tilbud om at gå i moskeen om fredagen, og når vi underviser i kristendom og Bibel lære, så er der samtidig tilbud til de muslimske elever om undervisning i Koranen.

Idag, søndag  var der velkomstgudstjeneste af alle elever. Gudstjenesten var uden altergang, da både elever fra den romersk-katolske kirke deltog og elever fra Islam. Alle var inviteret til at give et bidrag i form af musik ved gudstjeneste og her var det katolske kor helt i top. Fælles tema for gudstjenesten var at vi skal være fælles og undgå religiøse grupperinger. Studenterpræsten Jonathan Mapinduzi understregede også at han er præst for alle de studerende og at også de muslimske studerende er velkommen til at give et musikalsk bidrag ved gudstjenesten.

I går holdt vi også både gudstjeneste og farvelceremoni for ”form 4”. De har været til eksamen i denne uge – selv sent på aftenen er de blevet eksamineret. På fredag skal de gradueres og så forlader de godt 75 elever skolen midt i oktober. Farvelceremonien bød både på masser af sang, skuespil og lidt gøren grin med lærerne. Samtidig blev de elever værdsat som havde været gode til at skabe sociale rammer og invitere kammerater med ind i fællesskaber. Jeg havde fornøjelse af at hilse på den lokale præst fra Kayange, Uzima Tirumanywa som sammen med Mapinduzi og den fungerende rektor Domician Lufurano lagde rammerne for de næsten 8 timers festligheder. Jeg var meget træt da jeg kravlede ind under myggenettet om aftenen.

Karibu Sana – så er jeg i Tanzania

Fem stjerner (altså tip-top) til Qatar Airways og Danmissions planlægning. Vi ankom på klokkeslettet til Entebbe lufthavn, med et enkelt ophold i Doha (Qatar). Kufferterne blev udleveret og i ankomsthallen ventede en utrolig rar taxa chauffør som var parat til at køre os til grænsen mellem Uganda og Tanzania.

Vi  - det er Margrethe, Kasper, Anders; 3 unge volontører på 19 år, der lige er blevet færdige med gymnasiet. De skal være 2 måneder i Bukoba og undervise i og spille musik på en kostskole og derefter en måned til Makumira præsteseminarium, der ligger tæt ved Kili manjaro. Mon ikke de skal på en vandretur på bjerget?  Og så er der mig - en lidt ældre præst på 49 år der går ind til en ukent fremtid, hvad angår de næste tre måneder, hvor jeg skal være på en Secondary School ved navn Kara Seco, der ligger i Karagwe stift, som er beliggende i det nord-vestlige hjørne af Tanzania og på vestsiden af Victoria søen.

Vi når Equator og får taget et par fotos inden turen fortsætter. Vi når grænsen mellem Uganda og Tanzania. Vi tjekker ud af Uganda og her ved grænsen til Tanzania skilles volontørernes og mine veje. Men hvordan kommer jeg videre? Jeg har glemt at få mobil nummeret på Reverend Jonathan Mapinduzi. Men midt i menneskemylderet, kommer pludselig en velklædt herre hen og spørger om jeg skal til Kara Seco og begge smiler vi og ved at alt er i orden. For her er pastor Jonathan med chauffør og jeep. Da visum er købt til 50 dollars, smider vi bagagen op på ladet og afsted går det på den værst hullede vej jeg nogensinde har kørt på. Kineserne er dog  igang med at konstruere en helt ny vej. Et kæmpe ingeniør arbejde. Tæt på skolen ligger ”The Chinise Camp”, hvor alle de kinesiske bygnings- og vejarbejdere bor.

Vi ankommer til kostskolen Kara Seco, som ligger på en stor campus.  Her smukt, her er grønt og i disse dage meget roligt. På mandag kommer der 600 børn i alderen 12-25 og skal have undervisning i landbrug, fysik, kemi, engelsk, svahili, kristendom og Bibellære.

Her skal jeg bo i en lærer bolig  - et halvt hus, med en sygeplejeklinik som nabo. Et stort hus med vandhaner uden vand, men vand  i en stor beholder. Der er elektricitet, men igen kogeblus. Så nu skal jeg i gang med at
opbygge en husholdning

 opbygge en husholdning.