Et semester går på hæld og jeg rejser hjem

Form 2 og 4 har forladt skolen. I næste uge skal form 1, 3 og 5 til national eksamen. Kun form 6 bliver på skolen julen over.

I søndags havde jeg min sidste gudstjeneste og prædiken og på søndag går turen til en anden kirke, hvor vi sammen med koret skal besøge en lokal menighed.

Så nu er jeg ved at slutte af, takke af og de sidste knus bliver delt ud. Jeg vil savne ungerne på Kara Seco, lærerne, Mapinduzi og Praxed. Men der er ikke noget at gøre, nu må jeg hjem til Danmark

Der danses og synges ved min sidste gudstjeneste

Studenterpræst Mapinduzi

Baraka, Anicet og Petro - tre dygtige elever fra Divinity holdet

Kvinder hjælper kvinder

Hvad gør man når man er en kvinde over 80, uden pension og hvis datter ikke kan hjælpe én fordi manden tæsker hende og ens barnebarn ikke gider en´?

Hvad gør man når man er uden arbejde og ens mand forlader én fordi han har fundet en ny kone og ovenikøbet synes at det er pinligt at hans tredie barn er handicappet?

Ja, når man ingen rettigheder har og når der ikke er hjælp at hente i det kommunale system, så bliver ens sidste råb om hjælp i de lykkeligste tilfælde hørt af kirkens folk.

Melissa og Anne

Idag havde jeg taget den smukke tur til Kayange og derfra videre til Lukajange for at besøge Anne Juel Katabaro. Anne har værets ansat af Danmission som ELCTs diakonikonsulent siden 2008.  Vi skulle egentlig bare sludre og hygge men så var der alligevel bud efter Anne og lederen af stiftets diakoniarbejde Edicta til at tage på husbesøg.

Først besøgte vi Melissa, som for et år siden blev opdaget på en af Annes og Edictas besøg i området. Hun stod alene med tre døtre, hvoraf den yngste på 7 år er multihandicappet som følge af et malariaudbrud som etårig. Uden penge, uden ægtemand,uden arbejde,  uden juridiske rettigheder så er det svært at trylle aftensmad på bordet. Derfor besluttede Anne og Edicta at udlåne et stykke jord hvor Melissa kan dyrke børnner, majs, cassava og bananer. Ovenikøbet har hun også en ged. Vi synes at trods de fattige omstændigheder, så klarer Melissa hverdagen godt.

Næste besøg gjaldt Theresia, som Anne og Edicta har hjulpet igennem nogle år. Theresia er nu over 80 og har det helbredsmæssigt som man nu har det når man har passeret de 80. Men penge og pension har hun ikke noget af, så derfor må hun tigge. Datteren magter ikke noget pga sin voldelige ægtemand og barnebarnet gider ikke sin mormor. Derfor Therisia en af de heldige som diakoniprojektet hjælper.

På vejen hjem fortæller Anne, at hun ser fremtiden i møde med håb. Forleden var hun rundt til områdets ngoere og frivillige både blandt kristne og muslimer med invitation til et netværksmøde, hvor diakoniudvalget vil prøve at samle kræfterne omkring socialhjælp og diakoniarbejde. De fælles bestræbelser kan måske i sidste ende føre til at regeringen vågner op til den opgave at hjælpe landets fattige. Jeg vil ønske Anne held og lykke med sin pionerånd og utrættelige gå-på-mod.

Janne, Theresia og Anne

Theresia går hjemad

                               

                                  "Du skal plante et træ"

                                                 "Du skal plante et træ.                                                     

                                    Du skal gøre én gerning,

                                    som lever, når du går i knæ,

                                    en ting som skal vare

                                    og være til lykke og læ"

                                        Piet Hein, 1948

Elieth planter en lille silkefyr

Kara Seco har en meget sund og konstruktiv holdning til de unge og deres campusområde. Det er deres og derfor er eleverne med til atvedligeholde, rengøre og som i torsdags, at plante træer.

At der er så grønt på campusområdet skyldes både nuværende og tidligere elever. Da man byggede skolen i 1990 var området bart. Nu er her tilplantet, grønt og frodigt og man kan altid finde skygge.

Stiftet (ELCT) har doneret små silkefyr til skolen og i torsdags, hvor det var "Agriculture day" tilplantede eleverne et område langs hegnet der fører op til Karuko - vejen til fremtiden.

En dejlig søndag

Alteret gøres klart i spisesalen

Nixon var prædikant og Praxed ledte gudstjenesten

Her på Kara Seco er det sådan at de studerende selv står for søndagsgudstjenesten. Først holder de en katolsk gudstjeneste og derefter overtager lutheranerne spisesalen og dermed dagens kirkerum. Idag stod Praxed Peter (lærer og præstekone) sammen med Nixon fra form 3 for gudstjenesten. Koret var fuldtalligt og sang som sædvanligt pragtfuldt.

Om eftermiddagen gik vi turen op på bjerget for at tilse byggeriet af ”Karuco” – det går rigtig fint fremad. Praxed drømmer allerede om at tage sin bachelor grad på universitetet. Hun mangler dog lige et sponsorship.

Miniferie ved Victoria søen

Det er altså en lille bid af Victoria søen

Det helt vidunderlige ELCT hotel

ELCT boghandel og Tea room, hvor man kan få kage!

Tidligt onsdag morgen tog jeg fra Kayanga til Bukoba med den offentlige transport. Her i Tanzania er de lokale busser de gamle ”rugbrød” og her kan snilt være 20-23 passagerer samt en ged. Der var en rigtig landlig duft og sjove lyde i bussen i de to timer turen varede. I Bukoba mødtes jeg med Anne Marie Wemmelund,tidl. hotelmanager og missionær, og idag  aktiv pensionist og alle volontørers livlinie. Hun fik mig installeret på hotel Tranquiliti som ejes af ELCT (evangelisk luthersk kirke tanzania) og her nød jeg fred, ro og fantastisk dejlig mad i 3 dage. Jeg fik snakket med mange svenskere som var på besøg i området og ellers gået tur langs Victoria søen og oplevet bylivet – Bukoba downtown og nydt kage i ELCT’s ”Tearoom”.

På virksomheds besøg hos en fair trade forhandler nær Kara Seco 

Forleden gik jeg sammen med Praxed Jonathan, op på bjerget for at besøge en af områdets virksomheder. Fra Julius Nyerere kom til magten i 1961 og frem til 1985 var Tanzania socialistisk, men man blev nødt til at kursskifte midt i 80’erne til kapitalisme. Men stadigvæk hylder man Nyereres politik og drømme og ser negativt til de virksomheder som skyder op rundt omkring. Også denne ”Fair-trade” virksomhed som rent faktisk er en succes-historie her i området. Virsomhedens idé er at man har samarbejdsaftaler med banan, ananas og papaya-avlere. De modtager undervisning i økologisk dyrkning og levere frugter til fabrikken. Her skylles, skæres og tørres frugerne og pakkes i kasser der flyves til Tyskland. Tyskland er hovedimportøren af de biologiske, tørrede frugter som bl.a. sælges  under navnet ”Bio-Ananas” og som altså er en ”snack” man nyder når lækkersulten melder sig. 

Den tildækkede grundsten

Byggeskilt

Rev.dr. Brighton Juel Katabaro (projektleder af Karuco)

En dag med visioner og håb for fremtiden

Torsdag den 11. oktober var ventet med spænding og det blev en historisk dag med gudstjeneste, sang, taler og grundstens indvielse af Karagwe University College Project (fork: Karuco)

For 6 år siden fik biskop Benson Bagonza ideen til at grundlægge et universitet i Kagera, som er et område præget af landbrug og skoler. En taskforce gruppe med rev. Dr. Brighton Juel Katabaro i spidsen har nu fået ført ideen ud i livet. En anden væsentlig forudsætning for at ideen er blevet til virkelighed skyldes et fantastisk møde og samarbejde med den amerikanske professor Jan Hansen og konsul for Tanzania Kjell Bergh, Minnesota. Fra USA er der kommet mange dollars til at skolen bliver til noget og de første undervisningslokaler kan komme op at stå. Der skal stadig hentes flere penge hjem, men nu er arbejdet begyndt og der er et meget realistisk håb for fremtiden.

På universitetet skal der undervises i flg. tre hovedområder: landbrug og dyrkningsmetoder, lærerseminarium, information og kommunikation.

I samarbejde med Kara Seco som ligger 1 km herfra skal noget af jorden bruges til afgrøder. Området hvor Karuco bliver opført er på 372 hektar.

”Our vision of KARUCO is to produce experts and scholars specializing in agricultur and animal husbandry. KARUCO graduates are not expected to be elites who just sin in offices, but academicians who really want to participate in farming; who dwell in the midst of the community of farmers and husbandry for the farmers in order to maximize productivity and the income of the farmers. That way, the University of Karagwe will contribute a great deal in making rural areas better places to live. And this will also reduce the rate of young people fleeing to the cities.” (uddrag af tale af rev.dr. Brighton Juel Katabaro)

Grundsten afsløring

Professor Jan Hansen (kvindenavn) fra Minesota og rev.dr. Brighton Juel Katabaro,

På besøg i Bweranayange Secondary School. Her bor 300 piger. Skolen ligger utroligt smukt og helt afsides. Vi skal med til gudstjeneste kl. 8.30. Her møder vi skolens unge studenterpræst rev. Respina Natson. Jeg prædiker over Moses i sivkurven. Overskriften bliver "At blive fundet"

Bagefter kører vi hen et utroligt smukt sted og ser ind over Kagera søen og mod bjergene i Rwanda. En absolut fantastisk dag.

På besøg i Kyerwa hos Else Højvang

Hvad laver en missionær og hvordan lever en missionær?  Med mange spørgsmål i rygsækken skulle jeg til Kyerwa og besøge Else Højvang, der nu i snart 25 år har fulgt sit kald til at arbejde og leve i Tanzania

Kyerwa ligger tæt på grænsen til Rwanda og i området har der været flygningelejre under borgerkrigen. Her har Else Højvang boet siden 2003 og hendes opgave er at være projektleder og tovholder for at få et udviklingsarbejde i gang  indenfor ernæring og landbrug. Med hendes gode humør og stædighed ser det ud til at hendes indsats bærer frugt. Hun har et nært samarbejde med præsterne, evangelisterne, kvindegrupperne – ja, stort set alle grupper og i hendes hjem er en konstant færdsel af mange mennesker.

Jeg fulgte med på sidelinien med mit fotoapperat og så, hvorledes et lejlighedskompleks med 5 lejligheder tager form. Byggeriet er organiseret af provstiets kvindegrupper og udført af mænd.

 Videre gik det til kirkebyggeriet neden for Elses hus. Fundamentet er bygget og den 14. oktober skal der være fundraising. Man prøver at få så mange som muligt både af sognets beboere samt prominente folk til at skyde penge i kirkeudvidelsen. Det er benhårdt arbejde at få folk til at hive pengene op af bukselommerne, men også her er Else i vigør og prøver at få folk engageret. Det bliver godt med en større kirke nu, hvor pladsen er blevet for trang i den nuværende.

Her er også en lille butik, hvor man kan købe frø og såsæd til marken og flere ting til at lette arbejdet i marken med. Butikken indgår i Mayaja projektet.

Jeg fik et par gode snakke med nogle af præsterne og hørte om deres arbejde og lønningsforhold. Lønnen kommer af det som gives af menigheden hver søndag. Det svinger meget, men især påske og jul er gode tider for præsterne, og resten af året er det sløjt med indtjeningen. Som jeg kan forstå det så tjener en præst langt under en lærerløn på Kara Seco. Derfor bor præsterne som regel også alene. Deres koner lever i landsbyer, hvor de dyrker jord og har husdyrhold. Sådan får en præstefamilie økonomien til at løbe rundt!

Præsterne har et tæt samarbejde med evangelisterne. Et pastorat kan bestå af optil 6 kirker og derfor er det også evangelisternes opgave at holde gudstjenester, så at kirkegangen ikke dør hen. Præsterne gør meget ud af at besøge folk i deres hjem og mægle i konflikter. Begravelser foregår også ude i hjemmene. Så derfor har man ude på landet ikke udgifter til kirkegårde.

Sidst på opholdet shoppede jeg hæmningsløst i butikken til fordel for Mayaja projektet  - her var kurve, tasker, julestjerner og meget mere flettet af kvinder der hver især har en fortælling om et hårdt og slidsomt liv. Indtjeningen fra kurvene er med til at financere en uddannelse eller hospitalsophold for et familiemedlem.

 

Studenterpræsten får eget kontor

Idag var der travlhed overfor mit hus nr. 28. De studerende havde fået til opgave at hjælpe til med at rydde ud i den lille sparekasses rum; der skulle flyttes madrasser og gøres rent for at studenterpræst Mapinduzi nu kan få sit eget kontor. Her kan de studerende og ansatte på skolen opsøge ham og få rådgivning og ”spiritual health”. Vi holder indvielse en af dagene og jeg giver ved min afrejse en elkogekeddel samt kaffe og krus til præstens rådgivningscenter.

På billedet kan man se rev. Mapinduzi foran sin Honda motorcykel. De blå døre er indgangen til skolens butik og de sidste døre i det lange hus er skolens frisør. Præstens kontor ligger centralt placeret i det område hvor både de studerende og de ansatte opholder sig i fritiden.

Graduation på Kara Seco

Der var stor fest på Kara Seco den 21-9. Form 4 (som nogenlunde svarer til 9. kl) skulle fejres med afslutnings ceremoni , hvor familie, prominente gæster samt lærere var med. I ugen op til festen havde alle travlt med at gøre hele campus området fint: feje, male, plante,  rive, hakke og rydde op. Eleverne var ind imellem ved at køre trætte. Festen skulle være fredag kl. 10 og først torsdag aften sent blev teltet sat op – i mørke.

Fredag morgen var pladsen foran administrationsbygningen pyntet og der lød livlig reggae og afrikansk disco musik allerede fra den tidlige morgenstund af. Karagwes nuværende biskop Bagonza, den tidligere og den endda endnu tidligere biskop mødte op og blev indkvarteret på hæderspladserne. Kl. 10 begyndte et festligt program for alle elever, men specielt for form 4. Der blev danset, sunget, talt, rappet, lavet karate og danset traditionel trommedans hvor især mange af mødrene strømmede til og var med i dansen. Som et højdepunkt på dagen var indvielsen af skolens nye hjemmeside som to elever, Elias og Rogers  har været engageret i.

I denne uge og frem til den 24 oktober er der skriftlige eksaminer. Grunden til at man holder festen lige inden eksamen, er at der har været en uheldig udvikling på mange secondary schools, hvor graduationfesterne har udviklet sig til optøjer og skolerne er blevet hærget når eksamen først var i hus.  Men nu holdes de i lidt strammere tøjler og det blev en rigtig sjov og utrolig varm dag, hvor vi sluttede af med en vældig fornem og stor bespisning af godt 800 mennesker.

Skoleåret er igang

Det er godt tidspunkt jeg er ankommet til Kara Seco på. Mandag den 10. september ankom de 600 elever efter en lang sommerferie. Fra at have været et meget roligt sted genlyder campus nu af en konstant summen og genlyd af mange stemmer. Kara Seco fungerer som en kostskole. Når man er færdig med ”form 6” er man klar til universitetet, hvis det er det man vil. Skolen ejes af den lutherske kirke og den nuværende skole er bygget i 1990. Men selvom kirken tilhører den lutherske kirke så udgør majoriteten af elever, unge der tilhører den romersk-katolske kirke, den næststørste gruppe er lutheranere og en lidt mindre gruppe udgør af godt 80 muslimer. Men til forskel for Danmark, hvor man er meget religionsforskrækket, så møder man hinanden med åbenhed. Mange her taler stadig om arven fra Nyerere som skabte et fredeligt Tanzania, hvor fællesskab er vigtigere end forskelle. De muslimske elever får tilbud om at gå i moskeen om fredagen, og når vi underviser i kristendom og Bibel lære, så er der samtidig tilbud til de muslimske elever om undervisning i Koranen.

Idag, søndag  var der velkomstgudstjeneste af alle elever. Gudstjenesten var uden altergang, da både elever fra den romersk-katolske kirke deltog og elever fra Islam. Alle var inviteret til at give et bidrag i form af musik ved gudstjeneste og her var det katolske kor helt i top. Fælles tema for gudstjenesten var at vi skal være fælles og undgå religiøse grupperinger. Studenterpræsten Jonathan Mapinduzi understregede også at han er præst for alle de studerende og at også de muslimske studerende er velkommen til at give et musikalsk bidrag ved gudstjenesten.

I går holdt vi også både gudstjeneste og farvelceremoni for ”form 4”. De har været til eksamen i denne uge – selv sent på aftenen er de blevet eksamineret. På fredag skal de gradueres og så forlader de godt 75 elever skolen midt i oktober. Farvelceremonien bød både på masser af sang, skuespil og lidt gøren grin med lærerne. Samtidig blev de elever værdsat som havde været gode til at skabe sociale rammer og invitere kammerater med ind i fællesskaber. Jeg havde fornøjelse af at hilse på den lokale præst fra Kayange, Uzima Tirumanywa som sammen med Mapinduzi og den fungerende rektor Domician Lufurano lagde rammerne for de næsten 8 timers festligheder. Jeg var meget træt da jeg kravlede ind under myggenettet om aftenen.

Karibu Sana – så er jeg i Tanzania

Fem stjerner (altså tip-top) til Qatar Airways og Danmissions planlægning. Vi ankom på klokkeslettet til Entebbe lufthavn, med et enkelt ophold i Doha (Qatar). Kufferterne blev udleveret og i ankomsthallen ventede en utrolig rar taxa chauffør som var parat til at køre os til grænsen mellem Uganda og Tanzania.

Vi  - det er Margrethe, Kasper, Anders; 3 unge volontører på 19 år, der lige er blevet færdige med gymnasiet. De skal være 2 måneder i Bukoba og undervise i og spille musik på en kostskole og derefter en måned til Makumira præsteseminarium, der ligger tæt ved Kili manjaro. Mon ikke de skal på en vandretur på bjerget?  Og så er der mig - en lidt ældre præst på 49 år der går ind til en ukent fremtid, hvad angår de næste tre måneder, hvor jeg skal være på en Secondary School ved navn Kara Seco, der ligger i Karagwe stift, som er beliggende i det nord-vestlige hjørne af Tanzania og på vestsiden af Victoria søen.

Vi når Equator og får taget et par fotos inden turen fortsætter. Vi når grænsen mellem Uganda og Tanzania. Vi tjekker ud af Uganda og her ved grænsen til Tanzania skilles volontørernes og mine veje. Men hvordan kommer jeg videre? Jeg har glemt at få mobil nummeret på Reverend Jonathan Mapinduzi. Men midt i menneskemylderet, kommer pludselig en velklædt herre hen og spørger om jeg skal til Kara Seco og begge smiler vi og ved at alt er i orden. For her er pastor Jonathan med chauffør og jeep. Da visum er købt til 50 dollars, smider vi bagagen op på ladet og afsted går det på den værst hullede vej jeg nogensinde har kørt på. Kineserne er dog  igang med at konstruere en helt ny vej. Et kæmpe ingeniør arbejde. Tæt på skolen ligger ”The Chinise Camp”, hvor alle de kinesiske bygnings- og vejarbejdere bor.

Vi ankommer til kostskolen Kara Seco, som ligger på en stor campus.  Her smukt, her er grønt og i disse dage meget roligt. På mandag kommer der 600 børn i alderen 12-25 og skal have undervisning i landbrug, fysik, kemi, engelsk, svahili, kristendom og Bibellære.

Her skal jeg bo i en lærer bolig  - et halvt hus, med en sygeplejeklinik som nabo. Et stort hus med vandhaner uden vand, men vand  i en stor beholder. Der er elektricitet, men igen kogeblus. Så nu skal jeg i gang med at
opbygge en husholdning

 opbygge en husholdning.

Snart afsted til Tanzania

På onsdag den 5. september om eftermiddagen flyver jeg sammen med 3 volontører fra Danmission til Doha Lufthavn i Qatar og videre derfra til Entebbe i Uganda. Efter flyplanen skal vi være fremme kl. 6.30 torsdag den 6. septemer.

Jeg er nu meget spændt og glæder mig til at få luft under vingerne og møde de mennesker og oplevelser som kommer i Tanzania.

Igår blev jeg klædt på til udfordringerne ved et møde i Danmission, hvor Eva og Krista videregav deres erfaringer og kendskab til Karagwe stift. Det gav mig meget ro.

Eneste problem jeg har i øjeblikket er selvfølgelig kufferten. Der er alt for meget. Så jeg pakker om ustandselig. Men der skal både være plads til malariapiller, toiletpapir, sko og blyanter til børnene. Hm – godt der er et par dage endnu inden afrejsen.